tirsdag den 8. april 2008

Der er et telt i Munnar

Munnar: en idyllisk lille bjergby i Sydindiens groenne hoejland, omgivet af teplanter, som vokser i den behagelige og friske bjergluft, en by som er beboet af rolige og venlige mennesker, som passer sig selv og laaner naboen lidt sukker hvis der er brug for det. Et godt tilflugtssted hvis varmen og den hektiske hverdag i de omkringliggende omraader bliver for meget.

Skulle det ske at man befinder sig i byen mellem den 6. og den 13. april ville man opleve 'Munnar Mela', de lokales egen lille byfest som afholdes en gang om aaret. Byfesten ligner noget man kender derhjemmefra: der er fyrvaerkeri, madtelte, en forlystelsespark sat op festugen til aere og en masse glade mennesker, der i et helt aar har ventet paa at der igen skal ske noget i deres lille by. Maaske hverken eksotisk, spaendende eller udfordrende, men meget hyggeligt, trygt og familiaert. Hvis man noejes med en spadseretur ned ad hovedgaden og betragter disse festivitas paa afstand ville dette vaere alt man saa: en uskyldig lille byfest.

Men hvis man graver lidt dybere og besoeger den foernaevnte forlystelsespark og finder det lille roedgule telt, som ligger i den moerke afkrog af forlystelsesomraadet ville man uden at vide det vaere taet paa den portal, som foerer til det menneskelige sinds moerkeste og mest sygelige dybder. Hvis man tager skridtet videre og betaler de 10 rupees det koster for at faa adgang til teltet vil man aldrig vaere det samme menneske igen. Der ville ikke vaere nogen vej tilbage. Efter at have besoegt teltet ville uskyld, renhed og humanisme bare vaere tomme begreber, man kan finde i en ordbog. Har man foerst sat sin fod i det roedgule telt ville man lukke en doer bag sig, som aldrig ville kunne aabnes igen.

Jeg gik ind i det roedgule telt.

Allerede da teltdugen havde lukket sig bag mig fornemmede jeg, at der var noget grueligt galt i den idylliske bjergby med teplanterne. De glade menneskers bekymringsfrie grin udenfor teltet fortonede sig, og jeg forstod, at jeg ikke laengere var en del af en byfest. Jeg var en del af noget moerkere, noget der stadigvaek ligger uden for min opfattelsesevne. Uden at vide det var jeg ved at falde ned i en sort bundloes broend. Da jeg stod inde i teltet tryglede mine ben mig om at loebe vaek, men der var en kraft, der holdt mig tilbage, en selvdestruktiv fascination af det onde. En del af mit sind, jeg ikke vidste fandtes, havde taget magten over mig.

Jeg tror mit sind stadig goer hvad det kan for at fortraenge det jeg saa den aften i det roedgule telt.

Jeg saa 'The Golden Dogs Show'.

I midten af manegen sad en mand paa en blaa plastikstol. Han holdt en mikrofon i haanden, og der var ingen tvivl om at det var ham der styrede begivenhederne. Ved siden af ham stod en mand, som saa lettere retarderet ud, og som var iklaedt en blaa skipperkasket. Den retarderede holdt en tynd bambustav i sin haand. Rundt om disse to maend laa der nogle gadehunde, toejlet til jernstaenger, som var stukket ned i sandet. Manden med mikrofonen ventede tydeligvis paa at der skulle stroemme flere mennesker til, mens den anden mand uden at blinke stirrede tomt ud i luften. Efter fem minutters ventetid var jeg stadig den eneste person i teltet, og jeg overvejede staerkt om jeg skulle forlade teltet samme vej, jeg var kommet ind. Men nysgerrigheden holdt mig tilbage.

Og saa, uden forvarsel, startede forestillingen.

Lige pludselig begyndte mikrofonmanden rabiat at raabe, for mig uforstaaelige, ord ind i mikrofonen. Jeg tog instinktivt et skridt tilbage. Lyden fra hoejtalerne var ved at spraekke mine trommehinder. Jeg ved ikke om den retarderede mand med bambustaven var halvdoev, og om det var grunden til den hoeje volumen, men fra at have staaet stille som en statue, gik han, efter at mikrofonmanden var begyndt sin spyttende raaben, hen til en af hundene. En lille sort en af slagsen. Han lagde bambustaven ned i sandet, boejede sig ned og placerede et lille farvestraalende paraply paa hundens hoved, greb fat i dens forpoter og begyndte lige saa stille at danse med den. Rundt og rundt. Dette imens mikrofonmanden i den blaa plastikstol i midten af manegen med fraade rundt munden skreg ind i sin mikrofon, og en gang imellem afloeste sin stroem af ord med en hysterisk, men paataget latter.

Dette varede i to af de laengste minutter af mit liv. Ligesom gadehundene i teltet stod jeg som fastnaglet til det gule sandunderlag, ude af stand til at forstaa, hvad der foregik. Ligesaa lidt som hundene kunne jeg forlade dette absurditetens telt. Da den retarderede mand med den blaa skipperkasket havde danset faerdigt med den paraplybeklaedte hund, fastgjorte han atter hunden til dens jernstang, samlede sin stav op og gik over til en anden hund, en lidt stoerre een. Han loesnede den stoerre hund fra jernstangen og slog den let bagi, hvorefter den begyndte at gaa rundt i yderkanten af manegen. Mens den retarderede mand fulgte efter hunden og en gang imellem slog den bagi, sad mikrofonmanden stadig i sin blaa plastikstol og raabte, nu om muligt endnu mere rabiat end foer. Vanviddet straalede ud af hans oejne og hans paatagede cirkusgrin stroemmede hyppigere end foer ud af de skrattende hoejtalere.

Og saa: Ligesaa pludselig som forestillingen havde startet, stoppede den. Manden i den blaa plastikstol holdte op med at raabe og lagde sin mikrofon ned, den retarderede mand stod igen stille som en statue i midten af manegen og hunden gik tilbage til sin jernstang. For foerste gang under hele forestillingen saa manden i den blaa plastikstol paa mig. Den galskab der et oejeblik tidligere havde praeget hans ansigt var forduftet. Han nikkede indforstaaet til mig. Jeg nikkede svagt tilbage. Det var tid til at forlade teltet.

Jeg kom atter ud i den feststemte cirkusstemning med larm, grin og blinkende lygter. Det foerste, jeg gjorde var at boeje mig forover og lade min aftensmad daekke jorden under mig.

-Esben

Se billeder paa:

http://www.flickr.com/photos/22632518@N02/

lørdag den 29. marts 2008

Racistisk udstilling eller udstillet som racist?

I dit fjaes som et overskaeg!

Saa kommer denne blogs navn endelig til sin ret! De medstuderende som laeser denne blog kan glaede sig over et lille eksempel paa udsoegt kraniemaalerantropologi, som jeg fandt paa et antropologisk museum paa oegruppen Andamanerne, hvor jeg har tilbragt de sidste tre uger, det meste af tiden sammen med Sidsel og Jonas. Museet, jeg besoegte udstillede diverse klassiske, nogle ville mene roevkedelige, etnografiske artefakter saa som spyd, kanoer, hytter og forskellige pyntegenstande som oeernes oprindelige befolkning har brugt i alle tider. Men en lille billedtekst med, hvad vi andre ville kalde racelaere, reddede hele udstillingen fra at glemmes lige saa hurtigt som de stoevede etnografiske samlinger i Moesgaards museums moerke kaeldergange. (Jeg flytter til Koebenhavn efter hjemkomst fra Indien, saa jeg kan fra nu af svine Moesgaard saa meget jeg har lyst til :) Ved siden af et sort-hvidt billede, der var taget i starten af det 20. aarhundrede og som forestillede en haandfuld halvnoegne indfoedte stillet op paa raekke foran deres bambuhytte, kunne man krumme taer eller juble over foelgende tekst:

"... The foraging tribes of Andaman Islands have been classified as Negrito, who are short statured people with well proportioned body, short head, moderately broad and straight nose. They have dark skin with peppercorn type of hair. Excessive accumulation of fat in buttock region, particularly among the female, can be noticed."

I udstillingsrummet ved siden af kunne man undre sig over en 2x4 meter stor plakat, som gengav menneskehedens udvikling fra firhjulstrukket abe til oprejst Homo Sapiens. Plakaten viste et billede af den saedvanlige 'gaaende evolutionskoe', hvor de respektive udviklingsstadier stille og roligt spadserer trip-trap-traesko efter hinanden fra hoejre mod venstre uden at vide at den uundgaaelige udvikling til et mere intelligent stadie venter rundt om det darwinistiske hjoerne. Til hoejre for den ovennaevnte plakat med menneskets udviklingstadier ser man en lige saa stor plakat med overskriften: "Some Negroid an Mongoloid Populations of the World." Paa plakaten er der billeder af repraesentanter fra de forskellige racer samt et verdenskort, hvor man kan se hvordan de er spredt ud over verden.

Taget i betragtning at dette museum udelukkende er til for at udstille de genstande som Andamanernes og Nicobarernes indfoedte har brugt og stadig bruger, og for at beskrive deres traditionelle levemaade, er vel en oversigt over menneskets udviklingsstadier overfloedig og kunne maaske misopfattes af personer med sarte sind som mit eget. Isaer naar evolutionsplakaten ikke bare placeres i samme rum som raceoversigten, men faktisk ved siden af den (og til hoejre for den), som om de to oversigter havde noget med hinanden at goere. Men ved naermere eftertanke er det nok bare min egen mentale tropehjelm, der er skyld i at jeg tolker denne del af udstillingen som jeg goer. Jeg er sikker paa at den er velment.

I'll race you to the top...

-E

Se billeder paa:

http://www.flickr.com/photos/22632518@N02/

tirsdag den 19. februar 2008

Bruger du virkelig toiletpapir efter toiletbesoeg?

I bussen paa vej fra Udaipur til Jodhpur sad jeg og snakkede med en fyr ved navn Muhammed. Mens hans ven sad og slikkede opium paa den anden sidde af mig stillede Muhammed mig nogle vigtige spoergsmaal:

- Hvor tit gaar du i bad?

- Ejer du et vaaben?

- Hvilken shampoo bruger du?

- Bruger du virkelig toiletpapir efter toiletbesoeg?

... samt en raekke andre eksistentielle spoergsmaal. Muhammed var gift, men betroede mig at han havde et par kaerester ved siden af. Da jeg spurgte om hans kone havde nogen kaerester sagde han, at han ville blive noedt til at slaa hende ihjel, hvis det var tilfaeldet. Den anden doedstrussel kom en halv time senere da han saa at jeg havde en bog af Salman Rushdie i tasken. Truslen var dog ikke rettet mod mig, men mod den stakkels forfatter. Paa trods af to doedstrusler paa en halv time var Muhammed en fin fyr. Samtalen blev ikke mindre interessant af, at hans engelsk var rimelig god, noget jeg ogsaa gjorde ham opmaerksom paa, hvilket resulterede i at han, tydeligt smigret, gentagne gange smilende spurgte: "So, Mr Esben, what are my english status?"

Efter et par naetter i den blaa by Jodhpur tog jeg videre til oerkenbyen Jaisalmer, hvor man er noedt til at tage paa kamelsafari i oerkenen naar man nu en gang er der. Kamel er ikke det mest behagelige transportmiddel, men en god maade at barbere inderlaarene(!) paa, hvis man er til den slags. Stjernehimmelen og solnedgangen i det gigantiske sandlandskab gjorde dog det hele vaerd. Tiden flyver naar man ikke laver en skid i godt selskab, saa der gik en hel uge foer jeg tog videre til Bikaner, som ikke har saa meget andet at byde paa end et rottetempel, hvor hellige rotter loeber rundt om dine foedder, og bliver fodrede med maelk af de soede mennesker. Hvis man ser 'den hvide rotte' betyder det held. Jeg saa ikke det lille skadedyr. I morgen tidlig skal jeg sidde 10 timer i en bus, der tager mig til Delhi, og derfra tager jeg videre til Varanasi.

-Esben

Se billeder paa:

http://www.flickr.com/photos/22632518@N02

onsdag den 6. februar 2008

Her foelger en komplet liste over dyr, jeg indtil videre har set:

- kat
- ged
- hund
- fugl (almindelig)
- fugl (papegoeje)
- kamel
- elefant
- slange (i kurv)
- egern (ligner dem fra Disneyfilmene)
- abe
- hval

-------------
Jeg var lidt i tvivl om hvor mit guesthouse laa i forhold til det lille gadecafe, hvor jeg sad og drak chai. Jeg var ankommet til Pushkar om dagen nogle timer tidligere, og som saedvanlig saa alt anderledes ud i moerket. Modsat mig sad der en lille skaldet mand og kiggede ned i ilden, og med det blaa taeppe han havde viklet om sig mindede han en del om Ghandi. Han manglede bare en stok. Efter at have spurgt ham om han vidste, hvor mit guesthouse laa forsvandt dog alle andre ligheder med Father of the Nation. Lettere paavirket sagde han med en hysterisk morsom og lidt snoevlende schweizisk accent: "Oh yeah ... I got lost too once in Jaipur... It took me two weeks to find my hotel ..." Jeg var ellers paavej hjem i godnatkassen, men efter at det foerste latteranfald havde lagt sig blev jeg noedt til at spoerge ind til, hvordan man kan bruge to uger paa at finde sit hotel. Mens han sad og fortalte sad jeg og grinede hysterisk fordi hans ufrivilligt komiske historie loed saa absurd. Jeg fik ikke det hele med, men her kommer et kort resumme:
For en maaneds tid siden var Marcel ankommet til Jaipur og blev inviteret paa en kop te, som gjorde at han mistede bevidstheden. Dagen efter vaagnede han op paa gaden uden pas og penge. Den stakkels mand havde fuldstaendig glemt, hvor han havde cheket ind dagen foer og brugte derfor to uger paa at koere rundt i en rickshaw for at finde sit hotel. Da han endelig fandt sit hotel kogte han af raseri fordi han mente at det hele var en konspiration mod ham som blandt andet involverede politiet, hotelbestyreren og en lokal mafia, jeg ikke husker navnet paa.

Selvom Marcel havde haft to uger til at planlaegge sin haevn i var den hverken saerlig gennemtaenkt eller raffineret, og her forsvinder ogsaa den sidste lighed med Ghandi: Foer han gik ind i receptionen og kaldte paa bestyreren havde han koebt ti liter benzin, som han efterfoelgende haeldte ud over den lamslaaede medkonspirator samt en stor del af hotellet. Med en lighter i haanden kraevede Marcel 20 000 rupees for noget jeg ikke husker samt 30 000 mere som plaster paa saaret. Her er der et lille hul i historien, fordi pludselig begynder en eller anden (mafiaen maaske) at skyde paa den lille schweizer, som dog heldigvis ikke bliver ramt. Som afslutning paa historien, som nok i virkeligheden varede en halv time siger Marcel til mig (her faar vi et eksempel paa hans koelige overblik og evne til at tage svaere beslutninger) : "At this point I thought it would be at good idea to leave Jaipur." Og efter et par sekunders toeven: "Really strange things happen in India", hvorefter han begynder paa en anden historie om da han moedte en brasiliansk pige som ikke bare havde samme foedselsdag som ham, men ogsaa samme navn...

Hvor mytomanisk historien end lyder tror jeg paa den. Han sagde han at han havde vaeret i fem forskellige indiske aviser, og at han havde kopierne som bevis. Naar jeg faar tid vil jeg bruge noget af den paa at finde noget om historien paa nettet.

Til historien hoerer ogsaa at Marcel smuglede stoffer paa kameler mellem Pakistan og Indien, og at han brugte meget tid paa at lede efter hurtige kameler.

Tre dage senere forlod jeg den hellige by Pushkar, som var en cirkusagtig blandning af en hellig soe, hellige maend, hellige blomster, som man kunne betale alt for mange rupees for for at smide i den hellige soe - til gengaeld gav det god karma - , insisterende saelgere, prostituerede sigoejnerpiger, spiritualitet for 100 rupees, taagede blikke under dreadlocks og daarlig mad.
Nu befinder jeg mig i Udaipur, hvor store dele af Bond-filmen Octopussy er blevet filmet. I forgaars blev jeg noedt til at udnytte et af de utallige tilbud om at se filmen paa en cafe. De viser filmen paa noget i retning af 50 steder. Hver aften. Aaret rundt.


Lidt af hvert:

I morgen skal jeg paa indisk madlavningskursus!!

Selvom jeg selv ejer den mener jeg at Lonely Planets indflydelse er alt for stor, og at den goer folk unoedvendigt paranoide.

En australer, jeg moedte og jeg blev naesten arresterede i forgaars da vi midt om natten, og i lettere beruset tilstand, stod og rullede en cigaret paa gaden. Tre politimaend kom gaande forbi og troede at vi rullede noget andet. Efter en mildest talt spaendende samtale, der bestod af en del snusen ned i tobaksposen og kiggen paa vores nok lidt for roede oejne, gik de videre, men sagde at vi skulle gaa direkte hjem fordi der skulle vaere tomt i gaden efter 00.30.

Var til frisoeren den anden dag, hvor jeg kunne vaelge mellem frisure 1, 2 eller 3. Jeg valgte nummer 1 og er lige saa skaldet som da jeg landede i Delhi. Jeg fik at vide af en unge i gaden at jeg lignede Ghandi. Men det er der jo saa mange der goer.

-Esben

PS. Det passer ikke at jeg har set hval.


Se billeder paa:

http://www.flickr.com/photos/22632518@N02

lørdag den 26. januar 2008

Kaere familie og venner

Der er kun gaaet halvanden uge siden jeg landede i Delhi, og jeg synes der er sket saa meget, at det er svaert at finde et sted at starte. Men for at faa et overblik over min rejse kan jeg fortaelle at jeg efter at have vaeret i Delhi i fire dage tog toget til Agra, som er kendt for at vaere byen, hvor Taj Mahal ligger. Nu befinder jeg mig i den lyseroede by Jaipur, seks timers togrejse fra Agra.

I forgaars stiftede jeg bekendtskab med en stolt 'high cast' inder, der foerst inviterede mig hjem til sig, hvor jeg moedte hele hans familie over en kop chai-te, og hvor hans gamle farmor sang en lille sang for mig, hvorefter han tog mig videre til et overdaadigt indisk bryllup, hvor halvdelen av de ca firehundrede gaester gerne ville snakke og fotograferes. Helt klart den bedste dag i Indien indtil videre. Jeg har taget alt for mange billeder, men det er simpelthen saa svaert at lade vaere i saa fotogent et land.

I gaar var jeg i biffen og saa en tre timer lang Bollywoodfilm. Den foerste time var totalt uforstaaelig for mig, men saa begyndte brikkerne saa smaat at falde paa plads. Min Bollywoodfilmsult er maettet for noget tid frem, men jeg skal helt klart se nogle flere.

I morgen tager jeg videre til Pushkar, som ligger nogle faa timers busrejse fra Jaipur.

I kan gaa ind paa http://www.flickr.com/photos/22632518@N02/?saved=1 for at se nogle billeder, jeg har taget.


-Esben

torsdag den 17. januar 2008

"Please, mister. That is not necessary." Ordene kommer fra min med-i-prisen-guide Bali, som ikke mener det er noedvendigt at spaende sikkerhedsselen foer vi drager ud i Delhis trafikmylder for at beskue byens mange sevaerdigheder. Hvad fanden, taenker jeg i et svagt oejeblik, maaske bliver han fornaermet hvis jeg viser ham at mit liv er mig kaert, saa jeg giver slip paa selen igen. Da vi ankommer til Ghandimuseet 20 nervoese minutter senere og skal til at staa ud af bilen ser jeg ham loesne sin egen sele. Manden har selv haft sele paa, men har fraraadet mig at bruge min... Jeg behoever vel ikke at sige, at jeg sad trygt fastspaendt resten af den firetimers guidetur, som var med i jysk rejsebureaus lille velkomstpakke.

Eftersom det er min foerste dag i Delhi er der ikke naaet at ske saa meget endnu. Jeg har set nogle sevaerdigheder mens jeg, trods traetheden pga to timers soevn i nat, har proevet at lytte til min med-i-prisen-guide, Bali, som paa trods af selesituationen faktisk var meget soed. Trafikken ser selvfoelgelig ret sindsyg ud ift derhjemme, men den spraglede masse af motorcykler, biler, rickshaws og cykler som naermest gnider sig op ad hinanden som sardiner paa daase, bevaeger sig stoet fremad uden de store uheld. Med hjaelp af en helvedes masse dytten, skal der tilfoejes.

Lige nu er min store plan at finde et sted, som kan saelge mig nogle oel, og saa maa jeg laegge en lidt stoerre plan i morgen.

-Esben

Hvorfor Internetcafeebestyreren skulle have mit pas, og hvorfor jeg derefter skulle skrive alle personoplysninger (inklusive pasnummer) ned paa et stykke papir er mig en gaade...