Der er et telt i Munnar

Munnar: en idyllisk lille bjergby i Sydindiens groenne hoejland, omgivet af teplanter, som vokser i den behagelige og friske bjergluft, en by som er beboet af rolige og venlige mennesker, som passer sig selv og laaner naboen lidt sukker hvis der er brug for det. Et godt tilflugtssted hvis varmen og den hektiske hverdag i de omkringliggende omraader bliver for meget.

Skulle det ske at man befinder sig i byen mellem den 6. og den 13. april ville man opleve 'Munnar Mela', de lokales egen lille byfest som afholdes en gang om aaret. Byfesten ligner noget man kender derhjemmefra: der er fyrvaerkeri, madtelte, en forlystelsespark sat op festugen til aere og en masse glade mennesker, der i et helt aar har ventet paa at der igen skal ske noget i deres lille by. Maaske hverken eksotisk, spaendende eller udfordrende, men meget hyggeligt, trygt og familiaert. Hvis man noejes med en spadseretur ned ad hovedgaden og betragter disse festivitas paa afstand ville dette vaere alt man saa: en uskyldig lille byfest.

Men hvis man graver lidt dybere og besoeger den foernaevnte forlystelsespark og finder det lille roedgule telt, som ligger i den moerke afkrog af forlystelsesomraadet ville man uden at vide det vaere taet paa den portal, som foerer til det menneskelige sinds moerkeste og mest sygelige dybder. Hvis man tager skridtet videre og betaler de 10 rupees det koster for at faa adgang til teltet vil man aldrig vaere det samme menneske igen. Der ville ikke vaere nogen vej tilbage. Efter at have besoegt teltet ville uskyld, renhed og humanisme bare vaere tomme begreber, man kan finde i en ordbog. Har man foerst sat sin fod i det roedgule telt ville man lukke en doer bag sig, som aldrig ville kunne aabnes igen.

Jeg gik ind i det roedgule telt.

Allerede da teltdugen havde lukket sig bag mig fornemmede jeg, at der var noget grueligt galt i den idylliske bjergby med teplanterne. De glade menneskers bekymringsfrie grin udenfor teltet fortonede sig, og jeg forstod, at jeg ikke laengere var en del af en byfest. Jeg var en del af noget moerkere, noget der stadigvaek ligger uden for min opfattelsesevne. Uden at vide det var jeg ved at falde ned i en sort bundloes broend. Da jeg stod inde i teltet tryglede mine ben mig om at loebe vaek, men der var en kraft, der holdt mig tilbage, en selvdestruktiv fascination af det onde. En del af mit sind, jeg ikke vidste fandtes, havde taget magten over mig.

Jeg tror mit sind stadig goer hvad det kan for at fortraenge det jeg saa den aften i det roedgule telt.

Jeg saa 'The Golden Dogs Show'.

I midten af manegen sad en mand paa en blaa plastikstol. Han holdt en mikrofon i haanden, og der var ingen tvivl om at det var ham der styrede begivenhederne. Ved siden af ham stod en mand, som saa lettere retarderet ud, og som var iklaedt en blaa skipperkasket. Den retarderede holdt en tynd bambustav i sin haand. Rundt om disse to maend laa der nogle gadehunde, toejlet til jernstaenger, som var stukket ned i sandet. Manden med mikrofonen ventede tydeligvis paa at der skulle stroemme flere mennesker til, mens den anden mand uden at blinke stirrede tomt ud i luften. Efter fem minutters ventetid var jeg stadig den eneste person i teltet, og jeg overvejede staerkt om jeg skulle forlade teltet samme vej, jeg var kommet ind. Men nysgerrigheden holdt mig tilbage.

Og saa, uden forvarsel, startede forestillingen.

Lige pludselig begyndte mikrofonmanden rabiat at raabe, for mig uforstaaelige, ord ind i mikrofonen. Jeg tog instinktivt et skridt tilbage. Lyden fra hoejtalerne var ved at spraekke mine trommehinder. Jeg ved ikke om den retarderede mand med bambustaven var halvdoev, og om det var grunden til den hoeje volumen, men fra at have staaet stille som en statue, gik han, efter at mikrofonmanden var begyndt sin spyttende raaben, hen til en af hundene. En lille sort en af slagsen. Han lagde bambustaven ned i sandet, boejede sig ned og placerede et lille farvestraalende paraply paa hundens hoved, greb fat i dens forpoter og begyndte lige saa stille at danse med den. Rundt og rundt. Dette imens mikrofonmanden i den blaa plastikstol i midten af manegen med fraade rundt munden skreg ind i sin mikrofon, og en gang imellem afloeste sin stroem af ord med en hysterisk, men paataget latter.

Dette varede i to af de laengste minutter af mit liv. Ligesom gadehundene i teltet stod jeg som fastnaglet til det gule sandunderlag, ude af stand til at forstaa, hvad der foregik. Ligesaa lidt som hundene kunne jeg forlade dette absurditetens telt. Da den retarderede mand med den blaa skipperkasket havde danset faerdigt med den paraplybeklaedte hund, fastgjorte han atter hunden til dens jernstang, samlede sin stav op og gik over til en anden hund, en lidt stoerre een. Han loesnede den stoerre hund fra jernstangen og slog den let bagi, hvorefter den begyndte at gaa rundt i yderkanten af manegen. Mens den retarderede mand fulgte efter hunden og en gang imellem slog den bagi, sad mikrofonmanden stadig i sin blaa plastikstol og raabte, nu om muligt endnu mere rabiat end foer. Vanviddet straalede ud af hans oejne og hans paatagede cirkusgrin stroemmede hyppigere end foer ud af de skrattende hoejtalere.

Og saa: Ligesaa pludselig som forestillingen havde startet, stoppede den. Manden i den blaa plastikstol holdte op med at raabe og lagde sin mikrofon ned, den retarderede mand stod igen stille som en statue i midten af manegen og hunden gik tilbage til sin jernstang. For foerste gang under hele forestillingen saa manden i den blaa plastikstol paa mig. Den galskab der et oejeblik tidligere havde praeget hans ansigt var forduftet. Han nikkede indforstaaet til mig. Jeg nikkede svagt tilbage. Det var tid til at forlade teltet.

Jeg kom atter ud i den feststemte cirkusstemning med larm, grin og blinkende lygter. Det foerste, jeg gjorde var at boeje mig forover og lade min aftensmad daekke jorden under mig.

-Esben

Se billeder paa:

http://www.flickr.com/photos/22632518@N02/